Bliv medlem

Hvad enten du har spillet tennis før  eller ej, ønskes du hjerteligt velkommen i Hjørring Tennisklub.  Vi håber, du må få lige så stor fornøjelse af medlemskabet og spillet som vi andre.

Det kan virke overvældende at begynde i en ny stor klub med omkring 350 medlemmer i alle aldre. Vi håber, at  du gennem opslag i klubhuset eller ved læsning på hjemmesiden vil få svar på nogle af dine spørgsmål (reservationsregler, træning, kontingentsatser osv.), men du er til enhver tid velkommen til at rette henvendelse til et bestyrelsesmedlem.  Endvidere er der ingen tvivl om, at også de ”gamle” menige medlemmer vil være villige til at hjælpe dig til rette.

Du bedes læse vore reservationsregler og naturligvis overholde de få regler, der bl.a. siger, at man kun må reservere en bane ad gangen og højst 6 dage frem.

Tennis ER et lidt vanskeligt spil at komme i gang med – det ser så let ud på tv –  men det kræver en indsats og lidt tålmodighed, før man får rigtig fornøjelse af spillet. Den største begynderfejl er at forsøge at slå for hårdt til bolden – det resulterer få gange i en vinder, men som regel i ”overskud” (selvom hegnet er højt), ondt i armen og en umulig returnering for makkeren..). Ud over klubbens tilbud om begynderinstruktion, vil det være en god ide at prøve at komme til at spille med mere øvede spillere, der kan ”servere” boldene præcist nok. Et andet godt råd er at forsøge at finde forskellige makkere at spille mod – for det første giver det variation og for det andet er chancen meget større for at finde én, man passer rigtig godt til styrke- og humørmæssigt.

Hvis du allerede har spillet tennis i nogle år, er det måske en ide at melde sig til en af vore populære mix-turneringer (der er stadig ledige pladser mandag og fredag).

Hvis du ”overlever” dine første 2 tennisår, er der gode chancer for at du har fundet en sport for resten af livet.  Velkommen til klubben og held og lykke!